Dommer for en eftermiddag?

21.02.2019

Onsdag d. 27. februar, fra kl. 17.00-18.30 følger Campus Ringsted op på succesen med endnu en workshop for kommende lægdommere. Lægdommere kaldes også domsmænd.

Det foregår på MSG, Ahorn Allé 11, 4100 Ringsted.
Ringsted UngdomsForum (RUF) støtter workshoppen økonomisk. Det var særdeles vigtigt for RUF, at tilbuddet om workshops for unge på Campus ikke kun var for de elever, der allerede er i gang med en ungdomsuddannelse – men i lige så høj grad et tilbud til alle unge i Ringsted kommune.
Derfor kommer Simone Madsen fra laegdommer.dk til Ringsted igen, d. 27/2.

Kort video-introduktion til rollespillet
https://www.youtube.com/watch?v=QW2Zzyhr9uE

Succes fra januar gentages
Skolerne i Campus har tidligere på året holdt workshops om dét at være lægdommer på 3 af skolerne i Campus: VUC, MSG og ZBC. Skolerne blev allerede i november kontaktet af Grundlisteudvalget i Ringsted kommune – de havde fået en god idé, de gerne ville dele. 2 unge journalister har udviklet et rollespil, hvor de unge selv kan gennemspille en ”rigtig” retssag og prøve at være anklager, forsvarer, anklaget eller vidne.

Ideen har virket. Der er langt større søgning til lægdommerhvervet, blandt unge, denne gang i forhold til for 4 år siden. Både Ringsted kommune og de unge selv mener, at rollespillene har gjort en afgørende forskel.

Hvad siger de unge selv
”Det, der overraskede mig mest, var, hvor meget lægdommerne havde at sige i retssagen, og hvor meget deres stemme betød, i forhold til hvordan min dom kom til at se ud”, fortæller 23-årige Tino Larsen, der sad på anklagebænken i rollespillet for at have slået en person til en fest.

”Jeg havde regnet med, at det ville være folkeskoleagtigt. Men man får virkelig et indblik i, hvordan det ville være, hvis man selv var lægdommer”, fortæller Michelle Bach, der selv skulle spille rollen som lægdommer i retssagsspillet. Og det var ikke en let opgave at vurdere, om den anklagede var skyldig, mener hun.

Læs mere om workshops i januar; https://www.vuc4you.dk/nyheder/rollespil-paa-vuc/ og https://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/skyldig-rollespil-skal-inspirere-unge-til-melde-sig-som-laegdommere