Fodboldturnering 2018

03.10.2018

Der blev fredag spillet i Bengerdhallen ved Midtsjællands Gymnasium, MSG. Trofaste klassekammerater var mødt op for netop at heppe på deres hold. Der var høj musik og høj stemning. ”Det er helt sikkert noget, vi skal være med i næste år”, udtalte spillerne.

VUC vandt – for første gang
Der blev kæmpet om den meget eftertragtede Campuspokal. ”Mixholdet” for VUC, på tværs af klasser og årgange vandt.

Holdene spillede mod hinanden i et cupsystem. Der deltog både drenge- og pigehold. I år deltog hold fra ZBC, MSG og VUC.. Det var en rigtig god turnering med fokus på fairplay, med mange gode og spændende og lige kampe. Det betyder meget for særligt drengene at være med og repræsentere skolerne – og ikke mindst vinde pokalen!

Samarbejde med Ringsted Ungdomsforum
Igen i år har elevrådene på skolerne i Campus Ringsted arrangeret fælles fodboldturnering for alle skolerne i området. Ringsted Ungdomsforum (RUF) var også med – de afholder nemlig alle udgifterne.

Turneringen er planlagt på tværs af skolerne, og der er brugt sparsom fritid på at planlægge, sætte hold og gøre reklame for det internt på skolerne. ”Vi har brugt en del tid på det”, udtaler Katja Rasmussen, kommunikationsmedarbejder på VUC, ”og det gør vi gerne, for det er vigtigt at lave sociale arrangementer, der går på tværs af skolerne”.

God stemning – god sportsånd
Fodboldturneringen skaber netværk på tværs af skolerne. Bøger og lektier fylder rigtig meget i skolehverdagen. Sociale fællesskaber er dog helt afgørende, når man skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Fastholdelse bygger på netværk. Derfor er fodboldturneringen vigtig – særligt for de elever der elsker fodbold, og som har gavn af at fokusere på det sociale frem for det faglige engang imellem. 

Tak til alle eleverne der deltog, og til de glade tilskuere som mødte op.

Vinderne fra VUC