Fra IT-job til IT-uddannelse – HF var vejen videre

20.06.2018

Jonas Benthin Saxild afsluttede i dag sin 2-årige HF med karakteren 7 i dansk A. Jonas er 30 år og familiefar. Fra Jonas gik ud af folkeskolen i 2004 har IT været den røde tråd. Det foreløbig mål er datamatikeruddannelsen på Erhvervsakademi Sjælland – helst i Roskilde. Det lyder kringlet og skævt – ud af folkeskolen, afbrudt grundforløb – student som 30-årig – men IT har været den røde tråde i Jonas Benthin Saxilds studie- og arbejdsliv.

Gode venner og gode lærere
For 10 år siden begyndte Jonas første gang på VUC, men ”jeg var slet ikke motiveret for at gå i skole”, fortæller han. Så i stedet droppede Jonas ud og tog et grundforløb som IT-supporter. Der var dog ingen læreplads, men i stedet et job – i Kbh. ”Jeg arbejdede først i deres call center, men arbejdede mig op til jobbet som IT-supporter”, fortsætter han. ”Det job havde jeg i 4 år, indtil der kom en nedskæringsrunde”.

Næste dør der åbnede sig, var på VUC i Slagelse. Jonas tog 10. klasse, fik gode karakterer og søgte videre på 2-årig HF. ”Forskellen på den gang og nu”, siger Jonas, ”er dels 2 rigtig gode venner, jeg har fået – vi har fulgtes ad i 3 år nu, men helt sikkert også de gode lærere”. Matematiklæreren på HF får mange og store roser med på vejen. Ligeså de gode lærere på 10. klasse. ”Uden dem var det aldrig gået”, slutter den nybagte student af.

Stort tillykke til Jonas med eksamen.