Hørkram Sorø

Tyskundervisning på Hørkram
Hørkram er en cateringgrossist med afdeling i Sorø og Århus. I 2008 blev virksomheden solgt til det familieejede Chefs Culinar, som er Tysklands største cateringgrossist.

Siden marts måned har 20 medarbejdere på Hørkram i Sorø modtaget undervisning 6 timer om ugen. Undervisningen er gratis for virksomheden – som dog betaler medarbejdernes arbejdstid. Formålet med tyskundervisningen er at træne salgs- og administrationsmedarbejdere i mundtlig tysk, så de kan følge med på messer og også tale med tyske kolleger. Deltagerne i kurset har lært en masse – ikke mindst fordi undervisningen er meget varieret og meget konkret i forhold til jobbet.

Ikke kun sproget – også kulturen
Undervisning i tysk har længe været et stort ønske fra mange medarbejdere, som oplever, at de oftere og oftere har brug for sproget i dagligdagen. Det kan være at læse og skrive mails, men ikke mindst forstå og tale i telefon. Der er ikke meget undervisning i grammatik. Undervisningen foregår i stedet i mindre grupper, og medarbejderne er inddelt efter, hvor meget tysk de kan. ”Dét har bare været det bedste. Tænk, hvis jeg skulle sidde og snakke tysk med mine kolleger, der har haft boet flere år i Tyskland”, fortæller én af deltagerne i kurset.

De fortæller også, at læreren, Lillian Plamboeck, er rigtig god til at fortælle alt det, der ikke står i lærebogen. At lære smalltalk er rigtig vigtigt:  ”Hvordan går det med din familie”; ”var det en god messe” etc. Undervisning i kultur fylder faktisk også en hel del. Medarbejderne på Hørkram sætter tydeligvis en ære i at lære ”de usynlige kulturelle koder” at kende, som en anden udtrykker det. Det faglige sprog fungerer fint, men det har været svært at fortælle om dagligdags ting. 

Tysk – noget man glæder sig til
Dennis Kristensen og Claus Simonsen er begge sælgere, men oprindeligt uddannede slagtere – og ingen af dem var særlig vild med tysk i skolen. Men det går langt bedre nu. Der er et konkret formål med at lære tysk. ”Det er sjovt, og man lærer noget”. Dét var der ingen af dem, der syntes tilbage i folkeskolen. Det er også rigtig godt, at alle skal kunne kommunikere på tysk. ”Vi begyndte i slutningen af marts, og - vi har allerede lært rigtig meget”, fortæller de. ”Vi efterspurgte kurset efter et salgsmøde med tyske kolleger, som i år blev holdt i København. Mødet var mere eller mindre spildt, for jeg forstod ikke alverden, dengang tilbage i januar. ”Men nu, efter kurset, vil jeg kunne følge med, og forstå langt mere. Nu forstår jeg langt mere tysk, og jeg kan forstå og læse en tekst, så kurset har gjort en stor forskel”.

Undervisningen er tilrettelagt rigtig godt, samtaler foregår i mindre grupper. Deltagerne laver mange interviews. En sidegevinst ved undervisningen har været, at de ansatte på kurset har lært hinanden meget bedre at kende. Vi har fået større respekt for hinandens forskelligheder og hinandens faglighed. Frivilligheden i kurset spiller også en stor rolle: ”Vi har selv valgt det”. Det har givet et langt bedre samarbejde på tværs af afdelingerne, og større arbejdsglæde. Der er en rigtig god stemning i timerne. ”Vi griner med hinanden, ikke ad hinanden”.

Dennis og Claus fortæller videre, at de alligevel havde lært noget i folkeskolen - i hvert fald har de fået genaktiveret skjult viden fra folkeskolen.

Nye måder at lære på
Et godt råd til andre, der har brug for et ekstra kursus: ”Sig det til en MUS-samtale, eller tal med HR-chefen”. På Hørkram ligger undervisningen i arbejdstiden, og det har været helt nødvendigt.

Der er ingen lektier, men alligevel så prøver deltagerne at bruge sproget i løbet af ugen. ”Vi prøver at tænke tysk, men det kunne også være rigtig godt med en app til telefonen, så kunne man øve sig, når man alligevel er på vej i sin bil”.

Et eksempel på at lytte er fx den gamle schlager med Nena: ”99 luftballons. Da vi hørte den første gang, gav den overhovedet ikke mening. Nu ved jeg, hvad sangen faktisk handler om”.

 Yderligere oplysninger afdelingsleder Hanne Legaard, mail hal@vuc-vs.dk og tlf. 4012 9615.