HF på 3 år

- et tilbud til unge og voksne med særlige behov

Fakta

 

VUC i Slagelse tilrettelægger en fuld HF over 3 år for unge og voksne, hvis livssituation er påvirket af funktionsnedsættelser som fx hørehæmmet, blind eller svagtseende, bevægelseshæmmet, kronisk eller alvorlig sygdom, psykisk vanskelighed som fx depression, spiseforstyrrelse, skizofreni eller udviklingsforstyrrelser som ADHD og Aspergers Syndrom. For at blive godkendt til et 3-årigt forløb skal VUC have sagkyndig dokumentation fra deltageren.

I dette 3-årigt tilrettelagte forløb tilbyder VUC en målrettet pædagogisk indsats, der opfylder deltagernes behov. Der vil være stor differentiering og støtte undervejs i forløbet, ligesom den ugentlige skemalagte tid vil være begrænset til ca. 23 lektioner. Derudover vil der være skemalagte lektietimer med faglærere til rådighed. Fagenes tilrettelæggelse vil være i moduler, som gør det muligt at indhente fagligt stof, hvis der skulle være grund til fravær pga. funktions-nedsættelsen.

Det 3-årige HF-forløb er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen om HF enkeltfag. Det betyder, at der skal betales for de enkelte fag undervejs (450 kr. pr. fag). Det samlede beløbet refunderes efter endt HF-eksamen. En HF på enkeltfag er en meget fleksibel uddannelse. Det, der bliver muligt, er:

  • at sprede eksamener ud over 3 år
  • færre store eksamener, da pensum deles ud på flere fag
  • mulighed for at ”stå” af og på undervejs
  • at koncentrere fagene
  • og at opbygge uddannelsen, så den passer til målgruppen

Der kan søges specialpædagogisk støtte (SPS) og SU til forløbet. For at deltage i uddannelsen skal man have været ude af grundskolen i minimum ét år.

Der kan ansøges om optagelse i en 3-årig HF klasse enten ved at benytte sig af optagelsesskemaet på skolens hjemmeside www.vuc4you.dk eller ved henvendelse til skolen på tlf. 5855 5050. Der kan hentes yderlige oplysninger om forløbet hos afdelingsleder i Slagelse Tove Jakobsen. En samtale, eksamenspapirer, udtalelser og dokumentation for funktionsnedsættelse vil danne baggrund for optagelse, mhp. optagelse fra august 2018.