Elefanten i glasbutikken, der blev til en safari-elefant

Tale fra en lærer på HF3 for unge med særlige behov
Læs selv – og bliv rørt. Det gjorde vi, der hørte talen…

HF på 3 år er et nyt tilbud til unge og voksne med særlige behov (diagnoser) her på VUC, hvor jeg fra dette skoleår har været så heldig at blive en del af lærergruppen. Jeg underviser dem i dansk.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg har haft temmelig svært ved at finde frem til, hvad jeg skulle sige om det her. Det er et alvorligt og følsomt emne, og normalt når jeg skal tale om sådan ét, ville jeg nok bryde det lidt ned og gøre det lidt mindre alvorligt og lidt mindre højtideligt og måske endda joke med det. Tage brodden lidt af alvoren. Men det kan man ikke rigtig tillade sig med det her emne. Det fortjener at blive behandlet lige så alvorligt og højtideligt i alle henseender, som det er.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at medbringe tre rekvisitter. En grøn bold, der skulle repræsentere mennesket, og en rød bold, der skulle repræsentere diagnosen og så ville jeg have lånt et lille spejl af en kollega, for jeg har ikke sådan et spejl selv. Jeg vender lige tilbage til spejlet om lidt. De to bolde ville jeg ret banalt have brugt til at vise, at man først kan have opmærksomhed på det ene og så det andet, og af og til rammer de to bolde, mennesket og diagnosen, hinanden og forstyrrer hinandens flyvetur. Og måske bliver ingen af dem grebet af samme grund.

Men jeg nåede frem til, at illustrationen med rekvisitterne ikke ville være troværdig, for den foregiver, at man som underviser har meget fokus på diagnoserne og samspillet med mennesket bag hele tiden, og virkeligheden har faktisk vist mig, at sådan er det slet ikke. For efter jeg har lært det her HF3-hold at kende, tænker jeg faktisk sjældnere og sjældnere på, at de har diagnoser. Så det er efterhånden kun den grønne menneskebold jeg skal bruge.

Jeg ville have brugt spejlet til at vise, at mange undervisere nok til en vis grad kan spejle sig i og endda ønske sig, hvad en kursist med en diagnose oplever og har brug for. Struktur. Ro. Klare instrukser. Klare svar. Men så ville jeg igen have givet diagnoser mere opmærksomhed, end jeg synes de fortjener i denne forbindelse, for mennesket bag er stadig vigtigere end diagnosen. Så her står jeg uden spejl, uden bolde og vil ty til et ikke håndgribeligt men let forståeligt billede i stedet.

I kender sikkert elefanten i rummet. Problemet under overfladen, skavanken, der ikke tales om. For en kursist med en diagnose på et almindeligt enkeltfagshold bibeholder den elefant sikkert ofte sin oprindelige usynlige og dermed negative betydning. Måske forsvinder kursisten på grund af diagnosen, og måske har det alvorlige følger. Men på dette hold har hver enkelt kursist sin synlige elefant med ind i rummet, og alle er klar over elefantens tilstedeværelse. Og så bliver elefanten pludselig noget andet. En ressource i stedet for en skavank. En safarielefant i stedet for en elefant i en glasbutik. Et pædagogisk redskab i stedet for en undervisningsmæssig forhindring. En oplevelse.

Og jeg er glad for at få denne oplevelse. Jeg lærer meget om mig selv, om menneskelig kapacitet og om at tænke ekstra godt over mine svar, fordi der bliver lyttet til dem og handlet i henhold til dem på en ret unik facon, som jeg ikke har oplevet tidligere. Og det gælder faktisk alle kursister på det hold. Jeg synes det er rigtig fint, at vi her på VUC VS er ved at få gjort en masse usynlige elefanter synlige i rummet, at vi får dem ud i det fri. Det gavner os alle.

Jens Kaarsholm, lærer på HF3 – vores 3-årige HF-tilbud til unge med særlige behov