SVU

Statens VoksenUddannelsesstøtte

Løntabsgodtgørelse

Med SVU er det muligt at deltage i undervisning i arbejdstiden. Arbejdsgiveren får SVU som løntabsgodtgørelse.

SVU - Statens VoksenUddannelsesstøtte

Kortuddannede medarbejdere kan søge om SVU som kompensation for tabt lønindtægt, hvis undervisningen foregår i arbejdstiden. Hvis der udbetales løn under kurset, er det arbejdsgiveren, der modtager SVU som løntabsgodtgørelse.

Du kan få SVU til deltagelse i følgende undervisning på VUC:

  • Forberedende voksenuddannelse (FVU)
  • Almen voksenuddannelse (AVU)
  • Højere forberedelseseksamen (hf)
  • Ordblindeundervisning
  • Specialundervisning for voksne efter lov om specialundervisning for voksne
  • Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. efter lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Hvem kan få SVU?

For at kunne søge SVU skal SVU-modtageren:

  • være fyldt 25 år, men ikke 65 år. 20-24-årige kan dog få SVU til deltagelse i FVU og ordblindeundervisning
  • være dansk statsborger, bo i Danmark eller være ligestillet med danske statsborgere
  • have mindst 26 ugers beskæftigelse på nuværende arbejdsplads i Danmark
  • have en aftale med arbejdsgiveren om orlov til at deltage i uddannelsen. Og være i uopsagt stilling, både når der indgås en orlovsaftale, og når uddannelsen starter
  • være optaget eller have tilsagn om optagelse på en uddannelse, der berettiger til SVU, fx på VUC
  • være kortuddannet (gælder ikke FVU, ordblindeundervisning og danskundervisning til voksne udlændinge)

Hvor meget kan du få?

SVU udgør 80% af den maksimale dagpengesats, og nedsættes forholdsmæssigt ved deltidsundervisning.

Ved deltagelse i AVU og hf ydes der desuden støtte til deltagerbetaling.

Hvor længe vil du få SVU?

Til AVU og hf ydes SVU i højst 40 uger for den enkelte uddannelsessøgende. Det gælder, hvis uddannelsen er på fuldtid. Er det deltidsundervisning, kan du få SVU i en tilsvarende længere periode.

Til FVU kan du få SVU i højst 18 uger.

Tidligere brugt voksenuddannelsesstøtte (VUS) trækkes fra antallet af uger med SVU. Det samme gælder uddannelsesorlovsydelse, der er brugt inden for de seneste fem år fra ansøgningstidspunktet.

På www.svu.dk kan du altid finde de nyeste informationer og hente ansøgningsblanketter. Ansøgningen afleveres i studieservice.